Naturnationalparker: En nødvendighed eller en trussel mod klithederne, der
repræsenterer noget af Danmarks ældste og robuste biodiversitet?
af Agnete Stovgaard (baseret på Seniorrådgiver og ekspert i klit og heder Jesper Leth Bak, AAU)
Naturnationalparkerne fremhæves som det nødvendige kursskifte for Danmarks biodiversitet. Men når forvaltningen ensidigt baseres på rewilding—uden alternativ drøftelse af andre naturplejeformer—så mister vi ikke blot pluralismen, men risikerer at udviske årtusinders forvaltet naturarv.
Her vest på har vi Klithederne, der fremstår med en særdeles robust biodiversitet afspejlet i, at det er de samme naturtyper, som fandtes for flere tusind år siden. Hvorfor begynde med rewilding, når vi har en så gammel og robust natur og biodiversitet, der i øvrigt er beskyttet af Habitatdirektivet ?
Rewilding, med sit mål om selvforvaltende natur, vil ødelægge betingelserne for klithederne. Om få år vil klithedelandskabet være omdannet til et græslandskab med sprede træer og buske, meget lig de andre naturnationalparker. Det vil ikke kun være til sorg for os lokale, men også for vores turister. Hvorfor skulle de besøge os, hvis vores landskab bliver identisk med de andre naturnationalparker?
Hvis biodiversitet er målet, må vi anerkende, at natur ikke nødvendigvis trives bedst uden os. Heden viser, at fælles skabt natur kan være mindst lige så levedygtig. Den bør ikke blive offer for ideologisk ensretning, men stå som eksempel på den type forstyrrelsesøkologi, fremtiden kan lære af.
Og så er der endelig spørgsmålet om vi må destruere klithederne. Direktivets krav om bevarelse af habitatnaturtyper og successionstrin vil udfordre rewilding -ideologien.
Medlemsstaterne er forpligtet til at bevare de beskyttede naturtyper. Og det kan blive en dyr affære såvel kommunalt som statsligt at skulle genoprette både klithederne langs vestkysten som indlandshederne i Jylland, hvis de bliver ødelagt gennem forkert eller manglende naturpleje.