Urørte skove klinger naturrigtigt – men glemte vi ikke bæredygtighedsidealerne og den sunde fornuft?
Med natur- og biodiversitetspakken (L229) fik vi 75.000 ha (67 %) af statens skove lagt urørte. Angiveligt for at ”sætte naturen fri” – utvivlsom idealistisk, men også bæredygtighedsmæssigt stærkt ensidigt. Andre hensyn som klimaindsats, ressourceforsyning, friluftsliv, kulturarv m.v. måtte vige for biodiversitetshensynet. Det er naturligvis politisk/demokratisk fuldt ud legitimt, men det åbne spørgsmål er derimod: Om mangelfuld belysning af konsekvenserne gav vores folkevalgte et fyldestgørende beslutningsgrundlag?
Ifølge Naturstyrelsens egne bevoksningsdata stod der i 2020 13 mio. m3 salgbart træ/tømmer (svarende til godt 17 mio. ton CO2e). Og skovene voksede med 0,5 mio. m3 hvert år ud i al fremtid.
Med den planlagte naturgenopretning kastes den overvejende del af træet over bord, sammen med at skovenes tilvækst og CO2 dræn amputeres ud i al fremtid. Alt sammen med langt større negativ klimakonsekvens end der – måske – opvejes af den grønne treparts intentioner. (se naturgenopretningens klimabagside)
Alene Tranum Klitplantage – på ringe jordbund – vokser årligt, så den rigeligt vil kunne forsyne Brovst med vedvarende CO2-neutral varme – når solen ikke skinner og vinden ikke blæser.
Læg dertil at projektets påvirkning af de eksisterende naturværdier også er ubelyste – endda ifølge flere eksperter diskutable – og for klithederne direkte skadelige. Tilgængelige analyser efterlader klart et billede af, at artsmangfoldigheden i området er langt større i dag end før plantagens etablering (se naturen i Tranum)
Mener du, som lokalpolitiker, at et natureksperiment som Naturnationalpark Tranum kan retfærdiggøres uden grundig belysning af konsekvenserne for både naturværdier, klimaindsats og ressourceforsyning?
